Matchmaking, altså et system der parrer en træner op mod en anden, kommer til Pokémon GO.
Det er sparsomt med viden på nuværende tidspunkt, men Niantic har her til aften delt lidt ud af deres planer for den kommende feature.
Lægger vi den info sammen med det der allerede er fundet i koden , kan vi gisne lidt om hvordan det bliver.

GO Battle League vil blive navnet på dette matchmaking og ranking system, som vil kræve at man går, for at få adgang til kampene.
Hvis vi kigger på den APK gennemgang der var i en af de ældre versioner (inden koden blev fjernet igen), så kunne det meget vel tyde på at det item der kaldes en VS. Seeker, vil kræve at man går x antal km (forhåbentligt ikke for mange), før man kan bruge det til at kæmpe i GO Battle League. Om det kun kan bruges én gang til én kamp, inden det skal oplades igen, bliver vi forhåbentligt snart klogere på.

Som det meldes ud nu, skulle det komme i starten af 2020 - men hvor tidligt på året kan meget vel afgøres af, om programmeringen kan overholde planen.

Der ventes dog snart en video, der beskriver det mere dybdegående, end vi indtil nu har fået ud af Niantic.